Hej og SÅ meget velkommen til RejseVinger.

Jeg er ret sikker på, at I kan gætte, hvorfor min rejseblog hedder RejseVinger. Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at rejse. Jeg drømte om at rejse til verdens ende for så at rejse videre. Jeg har stadig den følelse. Min mor siger, at rejseblodet flyder i årerne på mig, og hun har ret. Jeg har rejst til mange lande verden over, men mangler stadig resten ;-). Som barn ønskede jeg, at jeg havde vinger. Den del arbejder jeg endnu på, men indtil da er jeg ret godt tilfreds med at stige ombord på et fly, en båd eller køre i tog eller bil for at komme ud og opleve verden.

Anyway, jeg hedder Gitte, og at rejse er altså en hel naturlig del af mit liv, som jeg helst ikke vil leve uden. Jeg har været på camping med campingvogn, fortelt og hele baduljen, jeg har været backpacker i det ledeste uvejr, jeg har boet på fine resorts, i riad, på hostels med fælles bad og i bjælkehytte. Jeg har lejet fine lejligheder og boet i smukke guesthouses og hyggelige Bed & breakfast. Jeg har været på aktiv ferie, på storbysferie og på daseferie – og jeg elsker det hele.

Livet er kort, og der er meget, der skal opleves. Derfor er det jo ret heldigt, at jeg er ret god (når jeg selv skal sige det) til at finde fantastiske steder at besøge, ligesom jeg er god til at finde flybilletter og de skønneste hoteller. Jeg skal have den der mavefornemmelse, før jeg beslutter mig for en destination, og før jeg booker et sted at bo. Jeg leder, indtil jeg har fornemmelsen i maven. Den har endnu ikke svigtet mig.

I dag rejser jeg både i forbindelse med job, men også en hel del privat. Jeg har i mange år tænkt på at starte en rejseblog, men det er blevet ved tanken – indtil nu. Endelig. Jeg glæder mig som vanvittig til at gå online med alle mine fortællinger, idéer til rejsemål, tips, tricks osv.

Hele hensigten med bloggen er selvfølgelig at dele alle de fantastiske steder i verden, jeg har været, med jer, og få jer til at rejse ud og opleve verden. Endnu mere. Men derudover vil jeg faktisk rigtig gerne vise, at man kan rejse til fantastiske eventyr-agtige steder, uden at det behøver at koste spidsen af en jetjager. Selvfølgelig koster det at rejse, men der er mange forskellige måder at gøre tingene på, og det er der mange, der ikke tænker over.

Endelig vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er i ‘lommen på nogen’. Mange (rejse)bloggere indgår aftaler med eksempelvis et rejsebureau, eller lign. Her er der intet rejsebureau, flyselskab, hotel eller noget fjerde, der sætter dagsordenen for, hvad jeg kan lide og ikke lide. Hvad jeg anbefaler og ikke anbefaler. Det er 100 pct. mig, og jeg 100 pct. ærlig (i hvert fald  bloggen ;-)). Når der er sponsoreret indlæg, vil det i øvrigt fremgå tydeligt, men det betyder ikke, at jeg går på kompromis med, hvad jeg mener. Sponsoreret eller ej – det er aftalen med sponsorer, og de ved det.

På bloggen vil der ligge en del destinationer til at begynde med, men der kommer mange flere på – jeg har jo rejser for i hvert fald de sidste par år, der skal smides online, men ting tager tid. Så et skridt ad gangen. Jeg har dog valgt ikke at skrive om rejser, jeg har været på for længe siden, hvis tingene har forandret sig meget, og det har de det jo med at gøre på blot få år.

Men hvad enten du er til daseferie på Seychellerne, til at vandre i Islands barske og smukke natur, eller til at shoppe i Londons gader, håber jeg, at du finder destinationer på min blog, der inspirerer dig til at tage af sted. Jeg håber også, at du vil tage godt imod bloggen, følge med, og bruge den en hel masse, for kun sådan bliver bloggen levende, og til gavn for en masse rejse- og eventyrlystne mennesker.

I er i øvrigt altid velkomne til at kontakte mig med en idé, hvis I har et spørgsmål, eller bare har noget helt tredje på hjertet.

Bedste hilsner, Gitte