Mahé, Seychellerne

Seychellerne er lige så meget bounty-land, som man ser i reklamerne. Hvidt sand, der er blødt som mel, palmer, der hænger skyggefuldt ud over strandende og ca. 30 grader året rundt – både luft og vand. Seychellernes frodighed og skønhed er overvældende. Faktisk er Seychellerne i det Indiske Ocean nok noget af det tætteste, man kommer paradis. Seychellerne ligger fire grader syd for ækvator, midt i det Indiske Ocean. Langt væk fra alting ligger den lille østat med dens 115 granit- og koraløer. Man skal faktisk næsten 1.600 km vestpå, før man når Afrika.

Efter at have været først fransk og dernæst engelsk koloni blev Seychellerne selvstændigt i 1976. I dag er der ca. 95.000 indbyggere på Seychellerne. De fleste bor på hovedøen Mahé, hvor også landets hovedstad, Victoria, ligger og den lille internationale lufthavn. Victoria er med sine 15.000 indbyggere en af verdens mindste hovedstæder. De smukke øer er alle beskyttet af fine koralrev, og det giver rigtigt gode badeforhold, og nogle af verdens smukkeste strande. De fleste turister besøger hovedøen Mahé samt Praslin og La Digue, mens de resterende øer ikke ser så mange turister.

Befolkningen er multietnisk; en blanding af efterkommere af franskmænd, briter og afrikanske slaver. Derudover også folk fra Indien og Kina. På Seychellerne møder man både velstand og fattigdom, men landet er ikke fattigt, som man fx ser det i andre afrikanske lande. Befolkningen er venlig, og man føler sig meget velkommen.

La Digue og Praslin

På den lille ø La Digue har udviklingen nærmest stået stille de sidste mange år. Der er meget fredeligt og meget smukt på La Digue, hvilket nok også hænger sammen med, at der stort set ingen biler er på øen, transporten foregår for de fleste til fods eller på cykel. Anse La Source d’Argent-stranden på øens vestside kan klart anbefales, og er forståeligt nok en af de mest fotograferede strande i verden.

Blot en halv times sejlads fra La Digue ligger Seychellernes næststørste ø, Praslin. Hovedattraktionen på Praslin er nationalparken Vallée de Mai. Urskoven fik indtil 1930 lov at stå uberørt, og blev i 1960’erne omdannet til naturreservat ikke mindst for at beskytte ‘palme coco de mer’. Palmen findes primært på Praslin. Det mest ejendommelige og fascinerende er frugterne på palmen. Hunpalmen udvikler verdens største kokosnød, som til forveksling ligner en – numse.

Fly & hotel: Jeg vil klart anbefale, at flyve med Emirates til Seychellerne. Vi fløj fra København til Dubai, hvor vi var i 6 dage, fløj derefter videre til Seychellerne, hvilket kun tager godt fire timer fra Dubai (mod at skulle flyve omkring 12 timer fra Danmark plus mellemlanding). Vi var derefter 8 dage på Seychellerne, for så at flyve tilbage til Dubai, hvor vi tilbragte to dage, inden turen gik hjem til Danmark. Hele rejsen foregik med Emirates, hvor vi fløj direkte på alle strækninger. Men selvfølgelig kan man også flyve med andre flyselskaber, jeg er bare ret glad for Emirates. Bl.a. flyver også Qatar Airways og Turkish Airlines til Seychellerne. Ligesom en række andre flyselskaber, men hold øje med, hvor mange mellemlandinger I er ude i, og selvfølgelig priserne.

På Seychellerne er der indført strenge retningslinjer for, hvordan der må bygges. Der må ikke bygges i første række ned til vandet, der må ikke bygges højere end træerne. Alligevel har Seychellerne nogle af verdens mest luksuriøse og flotte hoteller. Seychellerne har generelt ry for at være en luksus destination, og det er det også, men det er altså også muligt at holde ferie der uden, at det skal koste en formue. Mht. hotel er der rigtig mange dyre resorts på Seychellerne, men der er altså også hoteller, der er til at betale. Prisniveauet er generelt højt på Seychellerne, hvad angår hotel, men der er jo også den mulighed, at man kan leje et hus/lejl. Via HomeAway eller Airbnb fx, der begge har lækre steder til udlejning. Faktisk er det en fin måde at spare lidt penge på, hvis man vil være lidt mere bevidst om den slags, da det er ret dyrt at gå ud og spise på Seychellerne. Ofte spiser du på hotellerne, da der faktisk ikke er mange restauranter på øerne. I Victoria, der er hovedbyen på Mahe, er der fx kun to restauranter. Vi boede i øvrigt på et fantastisk resort – The H Resort & Spa, hvor alt var lækkert, men også dyrt. Jeg så dog flere rigtig fine hoteller i Beau Vallon (hvor vi boede), men også andre steder på øerne, der var mere rimelige mht. priser.

What to do:

  • Lej en bil, og kør rundt på Mahé. Tag på eventyr. Det gjorde vi, og vi fandt bl.a. vej til en lukket tefabrik, et forladt hotel, en sjov butik med alverdens mærkelige ting, foruden alle bounty-strandende, hvor vi hoppede i vandet og blev afkølet. Prisen for en lejebil er ca. 400-500 kroner om dagen. Man kan også arrangere en heldagstur med en taxa-chauffør for nogenlunde samme pris, men aftal pris med chauffør på forhånd.
  • Sejl til La Digue og Praslin, med mindre det er der, du bor. Resortet, hvor du bor kan hjælpe med at finde ud af mht. båd dertil, eller du kan snakke med en af de sælgere, der indimellem går på stranden i Beau Vallon og på flere af de andre strande.
  • Sejl ud med en af de små både, og snorkel ved de smukkeste rev.
  • Dybhavsfiskeri
  • Dykkerture
  • Besøg Romfabrikken
  • På Pralin; nationalparken Vallée de Mai.
  • Besøg de mange smukke strande (på både Mahé, Pralin og La Digue m.m., også selvom stranden ved dit hotel er smuk), og lav ingenting udover at nyde livet.

Mad & drikke: Deres køkken er overvejende kreolsk og indisk inspireret. Kokos, ingefær, fisk og skaldyr fylder godt op på menukortet, og krydderier som karry og chili benyttes ofte. Vi blev fortalt, at fødevarer var meget dyre på Seychellerne, da næsten alt skal importeres, men det er nu ikke tilfældet. At handle på det lokale marked i Victoria er ikke vanvittig dyrt. Ej heller at handle i de små supermarkeder rundt omkring, det er vel ca. priser som i Danmark. Nogle ting lidt dyrere, andre lidt billigere. Men at gå ud at spise er dyrere end i Danmark, og der er ikke mange restauranter udover de restauranter, der ligger på de forskellige resorts rundt omkring. Og det siger sig selv, at bor man på et 5* resort, er restauranterne på resortet også tilsvarende i pris. Ligeså, hvis man har valgt et 3* resort. Det kan anbefales at købe all inklusive eller helpension, hvis muligt. Jeg er egentlig ikke til all inklusive, da jeg hellere vil ud og opleve og spise forskellige steder, når jeg er ude at rejse. Men på Seychellerne kan jeg godt se en idé med All Inklusive eller halvpension, fordi øerne er, som de er. Langt det meste foregår på de forskellige resorts. Alternativt, som jeg skrev ovenfor, kan man lave sin egen mad, hvis man fx lejer et hus i stedet for at bo på hotel. Her vil man klart kunne spare nogle penge. Vi boede som sagt på et skønt resort, men det betød også, at vi brugte rigtig mange penge på mad. Fx kostede en is 100 kr. på vores resort (og vi snakker ikke flot isdessert, men tre kugler is i en skål uden andet tilbehør end en ske). Det er jeg sgu’ alligevel for meget bonderøv til at ville betale. Jeg mener, det er jo direkte dumt. Heldigvis for bonderøven, kunne man gå op til kiosken (eller supermarkedet, som de kalder det) i byen, og købe is der til mere anstændige priser. Men resortet, vi boede på, var på mange måder fantastisk, det skal der ikke herske tvivl om, og maden på restauranterne på resortet var også lækker, men når jeg sammenligner med lækker mad, jeg har fået serveret på strande rundt omkring i verden til næsten ingen penge, var maden ikke bedre her, blot dyrere.

Natteliv: Ligesom tilfældet er med restauranter, foregår stort set alt, hvad der hedder natteliv på de forskellige resorts. Der er ikke meget liv i de små byer, ej heller i hovedstaden Victoria efter kl. 17. På de forskellige resorts er der barer, og det er her, gæsterne opholder sig, hvis de vil drikke drinks og høre musik. For os var det perfekt, vi var der for at slappe af, gå ture på stranden om aftenen, spille spil, hygge os og læse bøger, og havde vi lyst til at sætte os et sted, havde resortet en fin poolbar ved stranden. Alternativt kunne vi gå hen ad stranden, vi boede ved Beau Vallon stranden (smuk strand), hvor man kunne gå et langt stykke hen ad selve stranden – til andre hoteller, hvor der også var barer m.m.

Shopping: Jeg har faktisk aldrig været et sted, der i den grad lukker ned, når kl. bliver 16-17 stykker. Om lørdagen er der åbent til kl. 12, og søndag lukket. I det hele taget er der ikke meget at shoppe efter på Seychellerne, men det var nu heller ikke min forventning. Når du kører rundt på Mahé, kan man være heldig at finde små sjove forretninger her og der, der sælger alle mulige sjove ting lige fra muslingeskaller til grammofonplader og gamle sengetæpper. I Victoria er der et marked, hvor man kan købe madvarer, grønt m.m. Derudover er der en masse små forretninger, hvor de mest sælger skrammel, men det er skægt at opleve. Og det skønne er, at ingen hiver i dig for at ville sælge dig noget, ingen ”special price for you” (hvilket de fleste vel finder ret belastende). Derudover er der Eden Island, som er et område, hvor der er bygget luksuslejligheder samt hotel. Her er der også mulighed for at shoppe, men vi snakker altså ikke Dubai- eller NYC-shopping;-) Men der er butikker både her og i Victoria. Men jeg vil godt indrømme, at jeg brugte ikke min tid der.

Strande:  Øernes største trækplaster er uden tvivl strandene. Kridhvide med det krystalblå hav i baggrunden og klipperne, der ligger her og der, ligesom palmerne, der tilfældigt falder ud over stranden, og giver skygge til alle os solhungrende turister. De fleste strande er beskyttet af koralrev, og er derfor lavvandede og børnevenlige. Vandet er turkisfarvet, rent, krystalklart og perfekt, og det er altså ikke en overdrivelse at betegne strandene som nogle af de bedste i verden. Både på Mahé, Praslin og La Digue er der den ene paradis-strand efter den anden. Der er naturligvis de store og kendte strande på øerne, som er fantastisk smukke med deres hvide sand og turkisblå vand. Men udover de oplagte strande at besøge, er der en masse små strande, som man kun opdager ved at køre dertil, fordi de ikke lige umiddelbart ligger i forbindelse med et resort. Nogle kan man kun sejle til. Men fælles for dem alle er, at de er utrolig smukke.

Alene hovedøen Mahé har ca. 75 strande, hvoraf dog ikke alle er børnevenlige. Men man kan ofte opleve at have hele stranden for sig selv, eller som det mindste er der god plads mellem håndklæderne. Der er ingen solstole og parasoller på strandende, og det er lige noget for mig, for det gør bare det hele endnu smukkere.

Sport: Vandring, cykling, snorkling, dykning, løbeture på nogle af de smukkeste strande i verden. Vandet omkring Seychellerne byder på et fantastisk dyreliv. Dykkere og snorkeldykkere valfarter til de mange koralrev, med masser af farvestrålende tropefisk. Derudover kan man også dybhavsfiske  efter både tun, sværdfisk og marlin. Både med besætning kan lejes.

Good to know:

På seychellerne risikerer man ikke at blive inficeret af tropernes mange livsfarlige sygdomme. Malariamyggen har heller ikke fundet vej over oceanet. Kryb er der, men ingen farlige, som i overhovedet ingen.

Næsten halvdelen af øernes samlede areal er udlagt som naturreservat for at beskytte natur og dyreliv. Her bor blandt andet 150.000 landskildpadder – det eneste sted i verden bortset fra Galapagos-øerne, hvor de findes.

På granit- og koraløerne bor en lang række fugle, der ikke findes noget andet sted i verden, blandt andet den sorte papegøje, som er Seychellernes nationalfugl.

På Seychellerne er man meget bevidst om, at vi alle skal passe på miljøet, og du får ikke plastikposer i supermarkederne og butikkerne, det findes slet ikke. Derudover er der rent og pænt alle vegne, og ingen skraldeområder, som jeg fx har set i Vietnam og andre steder, hvor bounty-stranden har en bagside blot få km. væk. Sugerør i dine drinks får du kun, hvis du spørger efter dem, og du ser ikke lokalbefolkningen smide skrald, ligesom de affaldssorterer, og forventer ligeså, at turister også gør det.

NYTTIGE LINKS www.hresortseychelles.com 

www.Homeaway.com

www.Airbnb.com

www.emirates.com

www.um.dk

VISUMREGLER Visumfri i indtil 90 dage.

Passet skal være gyldigt i 6 måneder ud over opholdets varighed.

Danske provisoriske pas samt EU-nødpas anerkendes.

Der skal forevises returbillet og dokumentation for tilstrækkelige økonomiske midler til dækning af opholdet samt bevis for indkvartering.

Personer med dansk flygtning- eller fremmedpas skal kontakte Seychellernes ambassade for at få oplyst, hvilke regler der gælder for deres indrejse.

TIPS OG TRICKS
Lej en chauffør (taxa) og kør rundt på Mahé, hvis du ikke selv gider køre. Prisen er ikke meget dyrere, end at leje bil.

Generelt er drikkepenge inkluderet på restuaranter og i taxa m.m., men er man tilfrds med servicen, giver jeg altså altid drikkepenge. OG husk nu rengøringsdamen på hotellet også.

Vil du spare penge, lej lejlighed, hvor du selv kan lave mad.

Tænk over mht. hotel, hvor du vil bo – børnevenlige strande, dykkervenligt etc.

 Do’s

Lej en bil eller hyr en taxa, og tag ud og oplev øen.

Tag med båd til de andre øer, både sejlturen og øerne er det hele værd.

Spis kreolsk mad.

Snak med lokalbefolkningen – man får så meget info om alt muligt brugbart om øen.

Dont’s

Lad være med at tro, at du skal være vanvittig kulturel, når du besøger Seychellerne. Der er meget at opleve, men det er primært naturen.

Man kan læse flere steder, at man kan drikke vandet fra hanerne på seychellerne, men jeg ville ikke gøre det. Køb flaskevand.

Seychellerne har tropisk klima. Året rundt er der omkring 30 grader på Seychellerne, og havet er næsten lige så varmt. De høje temperaturer og luftfugtigheden på omkring 80 % har banet vejen for den smukke og frodige natur, man finder på Seychellerne.
Passatvinde og monsunvinde køler øerne ned mellem maj og november. Det betyder dog blot et par grader koldere end ellers. 
Seychellerne er altså ideel som rejsemål hele året, men vil man slippe for de værste regnskyl, anbefales det at besøge øerne mellem maj og oktober. Der falder mest nedbør i december og januar, men der kan være tropiske regnbyger året rundt, de varer dog ofte kun 1-2 timer. Juni-oktober er de køligste måneder, og december-april de varmeste.

Tidsforskel: Dansk sommertid + 2 timer på Seychellerne. Dvs. vintertid + 3 timer på Seychellerne.